Den første dag barnet møder i pasning. Når I kommer om morgenen ringer I på døren og går derefter bare ind.

Medbring:

  • 1 pakke bleer
  • 2 sæt skiftetøj
  • Sut, bamse eller nusseklud, hvis barnet bruger det
  • Tøj til at være ude i
  • Tøj til at sove i
  • Mælkeerstatning/speciel kost, hvis barnet har brug for det

I behøver ikke at medbringe barnevogn. Jeg har senge, madrasser, barnevogne og krybber.

Indkøring. Man skal regne med at indkøringen tager cirka en uge.

1. dag kan en time være nok og jeg forventer at forældrene er her sammen med barnet.
2. dag kan barnet prøve at være her alene en times tid.
3. dag kan barnet prøve at få en formiddagslur, hvorefter I henter barnet.
4. dag kan barnet spise frokost her, hvorefter I henter barnet.
5. dag kan barnet sove til middag her, hvorefter I henter barnet, når det vågner.

Under indkøringen sender jeg billeder og beskeder om, hvordan det går, så I kan have ro i sjælen, når I er adskilt.

Barnets reaktioner. Vær opmærksom på at barnet vil være usædvanligt pivset og har brug for meget kontakt med jer i de første par måneder. Det vil muligvis græde, når I er ude af syne og hænge på jer. Det tager tid at vænne sig til nye omgivelser og mennesker, ny mad, nye soverytmer og vaner.
Det er enormt ressourcekrævende!
Barnets søvn kan påvirkes af skiftet fra at være hjemme til pasning. De første par måneder vil barnet have brug for mere søvn og nærhed, end I er vant til. Nætterne kan også blive lidt rodet efter de mange nye indtryk, der skal bearbejdes. Barnet kan også reagere med at være 'oppe at køre'.

I kan også forvente at barnet bliver sygt. Det skal lige vænne sig til de nye omgivelser og vira.
I et-årsalderen driller tænderne også, hvilket kan gå ud over barnets og jeres overskud og nattesøvn.

Alt er helt normalt og går over igen!
Regn med at det tager ca. to måneder at falde til. Det gælder både for de helt små børn og de lidt større tilflytter-børn, der starter her. 

Tænk på, hvad I selv ville have brug for, hvis I startede nyt arbejde. Alle jeres gamle venner forsvandt. I fik mad I aldrig har smagt før. I skulle lære en masse nye mennesker og rutiner at kende. Måske er I flyttet til et nyt hus. Og intet af det har I selv bestemt!

Råd: Hent barnet så tidligt som muligt i den første tid og hold gerne et par fridage. Tank hinanden op med nærvær og kram. Det mindsker barnets stressniveau.