Ved sygdom

Hvis jeg er syg.
Jeg giver besked senest en time før, jeg åbner om morgenen eller aftenen før.
Jeg raskmelder mig senest kl. 15 dagen før, jeg er klar igen.
Når jeg er syg eller holder ferie eller fri, skal I selv sørge for pasning af barnet.

Når dit barn er sygt.
Er barnet sygt eller holder fri, skal I kontakte mig om morgenen eller aftenen før. I kan ALTID sende sms/ringe til mig, også i weekenden.
Raskmelding skal ske dagen før eller om morgenen, før barnet kommer.

Når du vurderer barnet, så brug din intuition og læg mærke til de aller første tegn og helt små symptomer på ubalancer:
– Dårlig søvn eller barnet har være mere vågen om natten.
– Spiser ikke så meget som det plejer.
– Se barnet i øjnene. Virker det slukket og energiforladt?
– Host.
– Snot.
– Tæt næse. Barnet snakker nasalt.
– Savl.
– Dårlig trivsel og irriteret eller frustreret.
– Græder mere.
– Mærker, pletter eller knopper på huden eller i munden.
– Slapt og sløvt eller modsat hyper og oppe at køre.

Barnet må ikke komme i pasning hvis:
– Barnet har øjenbetændelse, der ikke er behandlet medicinsk. Øjenbetændelse er meget smitsomt.
– Barnet har en alvorlig børnesygdom i den smittende fase.
– Barnet er meget forkølet og har store mængder af snot.
– Barnet har feber over 38 °C. (For nøjagtig måling tages temperaturen med et rektaltermometer).

Jeg kontakter jer, og forventer at barnet bliver hentet hvis:
– Barnet er for sygt til at deltage i den daglige rytme.
– Barnet kaster op eller har diarré.
– Barnet har feber omkring 38 °C.
– Barnet er usædvanligt passivt, uoplagt eller ked af det.

Når barnet er sygt, har det brug for sine forældre, til at give ekstra opmærksomhed, omsorg og pleje i rolige omgivelser. Tænk på, hvad I selv ville have brug for, hvis I var syge, kede af det eller utilpasse. Barnet har brug for det samme.

Jeg skal ikke bruge mine ressourcer på at passe et sygt barn. Det er både tidskrævende og jeg vil gerne undgå at jeg selv og de andre børn bliver smittet.
Et sygt og grædende barn påvirker hele børneflokken og medfører utryghed og dårlig stemning.

Råd: Hold barnet hjemme. Barnet bliver hurtigere raskt, hvis det får fred og ro til at komme til hægterne igen. Husk også at et sygt barn har brug for mere søvn. Giv gerne barnet en frisk og feberfri dag hjemme, inden det kommer i pasningens hurlumhej igen. Søg læge hvis du er i tvivl.