Indkøring

Den første dag barnet møder i pasning.
Når I kommer om morgenen ringer I på døren og går derefter bare ind.

Medbring:

  • 1 pakke bleer
  • 2 sæt skiftetøj
  • Sut, bamse eller nusseklud, hvis barnet bruger det
  • Tøj til at være ude i
  • Tøj til at sove i
  • Mælkeerstatning hvis barnet har brug for det
  • Mad, som barnet kan li’ hjemme fx. rester af aftensmaden eller grød.

I behøver ikke at medbringe barnevogn. Jeg har senge, madrasser, barnevogne og krybber.

Indkøring – den første uge.
Man skal regne med at indkøringen tager cirka en uge. Men at falde helt til og føle sig tryg kan tage flere måneder.

1. dag kan en time være nok og jeg forventer at forældrene er her sammen med barnet.
2. dag kan barnet være her alene en times tid.
3. dag kan barnet få en formiddagslur (hvis det er vant til det), hvorefter I henter barnet.
4. dag kan barnet spise frokost her, hvorefter I henter barnet.
5. dag kan barnet sove til middag her, hvorefter I henter barnet, når det vågner.

Under indkøringen sender jeg billeder og beskeder om, hvordan det går, så I kan have ro i sjælen, når I er adskilt.

Barnets reaktioner.
Vær opmærksom på at barnet vil være usædvanligt pivset og har brug for MEGET kontakt med jer i de første par måneder. Det vil muligvis græde, når I er ude af syne og hænge på jer. Det tager tid at vænne sig til nye omgivelser og mennesker, ny mad, nye soverytmer og vaner.
DET ER ENORMT RESSOURSEKRÆVENDE! Når alt kendt og trygt er væk, kan det føles som om tæppet bliver revet væk under én.

Barnets søvn kan påvirkes af skiftet fra at være hjemme til pasning. De første par måneder vil barnet have brug for mere søvn og nærhed, end I er vant til. Nætterne kan også blive lidt rodet efter de mange nye indtryk, der skal bearbejdes. Barnet kan også reagere med at være ‘oppe at køre’.

I kan også forvente at barnet bliver sygt. Det skal lige vænne sig til de nye omgivelser og vira.
I et-årsalderen driller tænderne også, hvilket kan gå ud over barnets og jeres overskud og nattesøvn.

I starten er der ikke sikkert at barnet spiser så meget hos mig, så tag gerne barnets hjemmevante grød/middagsrester med.

ALT ER HELT NORMALT OG GÅR OVER IGEN!

Tænk på, hvad I selv ville have brug for, hvis I startede nyt arbejde. Alle jeres gamle venner forsvandt. I fik mad I aldrig har smagt før. I skulle lære en masse nye mennesker og rutiner at kende. Måske er I flyttet til et nyt hus. Og intet af det har I selv bestemt!
I ville højst sandsynligt blive trætte og føle jer udkørte – det samme gør børnene.

Regn med at det tager ca. 2 – 4 måneder at falde helt til og der er ro på nervesystemet igen.

Min fornemste opgave er at få jeres barns nervesystem i ro. Hele børneflokken bliver påvirket af skift i børnegruppen, både når nogen går ud og når et nyt barn kommer ind.

Jeg vil gøre ALT, hvad jeg kan for at gøre barnets hverdag så TRYG OG STILLE som mulig.

Råd: Hent barnet så tidligt som muligt i den første tid og hold gerne et par fridage. Tank hinanden op med nærvær og kram. Det mindsker barnets stressniveau.

For dig, som forældre, kan det føles helt vildt mærkeligt, at dit barn nu har sin egen hverdag UDEN DIG. Du vil højt sandsynligt opleve en form for kontroltab, være usikker eller have bekymringer. Det er helt naturligt. Snak endelig med mig om det.